logo-haderslev

“Now I´ve heard there was a secret chord, that David played and he pleased the lord….” Leonard Chohens lyrik og toner strømmer intenst ud i musiklokalet på CSK Haderslev. Det er Rudy der sidder med guitaren og synger yndlingssangen ”Hallelujah”

 

Smukt og skrøbeligt lyder det, men Rudy er ikke tilfreds med sin egen præstation. Efter en blodprop i hjernen er det blevet meget vanskeligere at leve op til egne forventninger, da han nu erfarer i praksis hvilke følger blodproppen har forårsaget. Rudy mærker blandt andet, at det pludselig er blevet en meget stor opgave at skulle fordele opmærksomheden ud på teksten, ramme tonerne, huske akkorderne, have pulsfornemmelsen intakt på guitaren og i melodien, og samtidig være i stand til at fastholde den koncentration det kræver at synge og spille denne fyldige og store sang, som han holder så inderligt af. Følelserne får frit spil. Blodproppen har haft indflydelse på kroppen, psyken, og hjernens kognitive funktioner. Altså vi skal i gang med undervisningen tilbage til livet.

Kærligheden til musikken er meget stor! Derfor tager Rudys kognitive undervisning på CSK også udgangspunkt i den motivation der findes her.
Derfor arbejder vi med kompenserende strategier som:

  • Stemmens lydstyrke, altså med at synge med støtte og aktivere højre side af mellemgulvsmusklen.
  • Tydelig udtale af ordene, hastighed og energiforvaltning pga dysartri (udtalevanskeligheder)
  • Evnen til at koordinere højre- og venstrehåndssamspillet på guitaren
  • Øget koncentrationsevne og evnen til at fastholde fokus på Leonard Chohens ordrige tekst
  • Glæden ved musikken er forløsende, men også frustrerende, da den har et kognitivt krævende udgangspunkt

Musikundervisning kan anvendes klinisk, da der er evidens for at musik aktiverer og stimulerer hele hjernen, i særlig grad ved udøvende musiske aktiviteter. En hjerne der er aktiv, bliver derfor også stærkere. I arbejdet med følgerne efter en blodprop i hjernen er det derfor afgørende at holde hjernen aktiv.

Musik kan i mange tilfælde anvendes som metode til kognitiv stimuli, da den fordrer øget spændevidde i forhold til fokus og opmærksomhed, hukommelse og indlæring. Musik er derudover følelsesmæssigt regulerende og fællesskabsdannende.

Og derfor er musikundervisningen på CSK ikke alene for musikkens skyld…